Violetrandet ildfugl

Sidste fund af Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), vi med sikkerhed kender til i Storelung, er fra 1970, hvor den navnkundige sommerfuglemand Hans J. Henriksen observerede den d. 21/6.

I det hele taget har violetrandet ildfugl det skidt på Fyn og de danske øer, mens den stadig holder stand i store dele af Jylland. På Fyn har den kun et enkelt levested tilbage, nemlig Håstrup Bakker, hvor man kan være så heldig at se denne pragtfulde og meget smukke sommerfugl flyve rundt. Især hannen imponerer med sine smukke farver.

Men også her ser det ikke for godt ud. Store områder af Håstrup Bakker blev opkøbt i 2014 og sprøjtet for at blive plantet til med juletræer. Glædelig jul!  Så om den overlever som fynsk sommerfugl….?  30 ha af området blev dog i 2018 overdraget til Naturstyrelsen, og her skal være fokus på områdets specielle natur, så måske er der et lille håb for, at violetrandet ildfugl overlever som fynsk sommerfugl. Men den vender næppe tilbage til Storelung inden for overskuelig tid.

Sommerfuglen lever i øvrigt på blomsterrige enge, hvor den er afhængig af alm. syre eller rødknæ, hvorpå larverne lever.

Alle billeder af Violetrandet Ildfugl her på siden er taget i Håstrup Bakker: Foto: Leif H. Sørensen