Adelphocoris ticinensis

Sidst på sommeren er en af de blomstrende planter i mosen, man ikke kan undgå at lægge mærke til, Kattehale (L. salicaria). En sensommerdag i 2016 skulle disse undersøges, og minsandten om jeg ikke havde heldet med mig. En ca. 7 mm lang brunlig blomstertæge dukkede op i stort antal. Det viste sig at være den sjældne Adelphocoris ticinensis, der desværre ikke har noget dansk navn.

Arten er relativ ny for Danmark og blev første gang officielt en del af den danske fauna, da den blev fundet ved Urup Dam på Fyn i 2009.  Senere undersøgelser har dog vist, at der har siddet et par eksemplarer rundt omkring i de danske museers samlinger, bl.a. et par stykker fra, ja nemlig, Storelung fra 1996.

Ticinensis regnes stadig for at være sjælden i Danmark, men er efter al sandsynlighed ved at sprede sig. Ud over på kattehale, kan den også træffes på fredløs (Lysimachia) og sump-kællingetand (Lotus pedunculatus). Det er planter, der alle sammen indikerer, at denne tæge foretrækker fugtige enge med høj vegetation.

Arten kendes på, at den som den eneste danske blomstertæge har røde ben, røde følehorn og rødt hoved.