Limnephilus elegans. En let genkendelig og smuk vårflue, som blev fotograferet i mosen midt i maj 2015. Her sad den nok så fredeligt på noget lav ude midt i mosen. Det viste sig at være første fund af denne art på Fyn i 100 år, og med dens karakteristiske udseende er den næppe overset. Så endnu engang et bevis på, at Storelung indeholder en række unikke arter. Larven lever i små, vegetationsrige vandhuller i højmoser og kær, gerne med forskellige spagnumarter og andet organisk materiale. Det giver jo mening, hvorfor den så bliver fundet i Storelung og i alle tilfælde på resten af Fyn er meget sjælden. Fotografen er gået på jagt efter larven, og så snart den bliver fundet, vil der komme billede her på siden. |
|